Bogen jeg har manglet i fem og et halvt år!

Som jeg også har beskrevet her. Ja, så er jeg oprindeligt fra Jylland. Jeg flyttede til København i 2009 med blandt andet ordet træls i bagagen, selvom det nu egentlig ikke var så træls endda! Men jaja, selvom jeg gerne vil tale korrekt og helst rigsdansk, så får jeg stadigvæk engang i mellem (læs: ofte) sagt følgende: “Jeg har lagt og sovet” (lagt = ligget) og “Jamen det er fordi, at jeg bare er så ivrig når jeg taler, egå…” (egå = ikke også).

Forleden faldt jeg over bogen: “Jydens håndbog til overlevelse i København” skrevet af Jakob Volver. Bogen udkom i 2010 og det er en fejl at jeg først seks måneder inde i 2014 bliver ejer af denne bog. Bogen er for jyder der enten har besluttet at flytte til København, men bør også læses af jyder der allerede bor i hovedstanden. Desuden kan bogen endvidere bruges som argumentation af jer jyder (der stadigvæk bor i Jylland) til hvorfor I ikke vil sætte jeres ben i København.

Jeg har læst bogen fra A-Z, men den kan også bruges som opslagsværk – og sjældent har jeg grint så meget over en bog! Den er fyldt med ironi og belyser det Københavnske (og når ja, også jyske) liv til UG. Bogen indeholder blandt andet overlevelsestip til hverdagen og livsnødvendig information om København og dens indfødte. Ligeledes beskrives klassiske jydefejl, som bør undgås! I bogen kan man blandt andet også læse om: “Introduktion til bak-ind toilettet”, “Kend dit hood”, “Hvad-kan-jeg-blive-i-København karriereguide” og “Latrinærgeografi”.

Sommerferien nærmer sig (i hvertfald er der kun to dage til for mit vedkommende). Det betyder at jeg ikke åbner studierelaterede bøger men til gengæld kun åbner bøger efter eget valg. Hvis du har brug for inspiration til læsningen hen over sommeren, er denne bog et godt bud!

1 kommentar

  1. Manja

    Ej den kunne jeg da også godt tænke mig at læse! Jeg er selv flyttet til København fra Horsens og har boet i byen i snart 2 år.. 🙂

Skriv en kommentar