Fra lejlighed til rækkehus – fra København til Søborg

Lige for tiden sker der alt for mange ting i vores liv.

Både min kæreste og jeg arbejder en hel del. Min kæreste har den seneste måned nærmest været i udlandet alle dage, så det er begrænset hvor meget tid vi har haft til hinanden. I fredags fik han nyt arbejde – i en dansk familieejet designvirksomhed, hvor han allerede skal starte 1. april.

Til trods for travlhed og alt for lidt kærestetid. Så glæder vi os helt vildt til 1. maj. Vi har nemlig truffet en stor beslutning: at flytte fra den pulserende storby, til en mindre forstad.

Mikkel er oprindeligt fra Bornholm og jeg er oprindeligt fra Jylland. Det betyder, at vi begge er opvokset med plads omkring os og med naturen i vores baghave. Det er ingen hemmelighed at vi elsker bylivet og det hurtige tempo med metroen lige om hjørnet, café latte i hånden og østers på en restaurant om lørdagen. Det gør vi stadigvæk – og vores beslutning har på ingen måde været let… Dog er vi sikker på, at 9 km fra byen hverken vil holde os fra café latte eller østers.

Vi har længe ville flytte og vi har været meget i tvivl om hvorvidt vi skulle blive i byen eller flytte længere væk. Nu hvor jeg blev færdiguddannet for et år siden, har tanken mere og mere strejfet os. Derfor har vi i den seneste tid kigget på lejligheder ved blandt andet Nordhavnen, Havneholmen og Teglholmen. Vi faldt tilfældigvis over et rækkehus en dag i Søborg og besluttede os at tage forbi åbent hus, Søborg ligger 9 km fra Rådhuspladsen – og dermed ikke længere væk end en cykeltur til indre by.

Da vi begge sad i bilen på vej tilbage til København, havde vi begge haft mavefornemmelsen – og med mavefornemmelsen kom modet. Vi skal derfor flytte ind i et to-etagers rækkehus på 130 kvadratmeter, med en have på små 100 kvadratmeter og med to skønne terrasser. Med mine grønne fingre som særligt min altan har båret præg af, hvor jeg de sidste år har haft et hav af urter, et par tomater og chilier – glæder jeg mig til at kunne gå i min mors og fars fodspor og nyde havelivet endnu mere.

Vi håber at Søborg er os – vi har satset, og er også indforstået med at hvis savnet bliver alt for stort, så må vi tilbage til København. Men jeg har også sagt at skal vi bo i lejelighed kræver jeg som minimum en altan (ligesom nu) og fremadrettet en grøn oase i form af et kolonihavehus eller et sommerhus.

Nu er der 2 måneder til vi skal flytte ind. 5,5 år er gået i vores nuværende lejlighed. En tid vi vil se tilbage på fyldt med glæde og skønne minder. Der er blevet grillet bøffer og drukket rosé i den helt store guldmedalje på 4. sal – og vi er sikker på at dette også kommer til at ske i fremtiden, bare tættere på græsset og længere væk fra byen.

Skriv en kommentar